Personer, som af naturen har en stærk indbildningskraft, er tilbøjelige til at bedrage både sig selv og andre i forsøget på at forsvare et eller andet punkt. De hefter sig ved ubetænksomme ord, som andre lader falde, uden at tage i betragtning, at man undertiden i en hast kan sige noget, der ikke rettelig kan tages som udtryk for ens virkelige mening. Men disse ubetænksomme bemærkninger, der oftet er så ybetydelige, at de ikke er værd at lægge mærke til, ser de gennem Satans forstørrelsesglas og gør så meget væsen af dem, at det bliver som at gøre en myg til en Elefant. De, som således tænker ondt om andre, har skilt sig fra Gud og mangler kraft til at modstå fristelsen. De fatter neppe følgerne af disse ord og følelser. De begår selv en større fejl end den, de fordømmer hos andre. Hvor godt det ville være, om alles handel og vandel stemte overens med deres bekendelse!