Det var en yndig Blomst i vore Have, som kaldtes Sarons Rose. Jeg erindrer, at jeg nærmede mig den og berørte dens fine Blade med Ærbødighed; De syntes i mine Øjne at besidde en vis Hellighed. Mit hjerte var opfyldt af Kjærlighed til disse yndige Ting, som Gud havde skabt. Jeg kunde se en guddommelig Fuldkommenhed i Blomsterne, som smykkede Jorden. Gud passede dem, og hans altseende Øje var over dem. Han havde skabt og kaldt dem gode. "O," tænkte jeg, "hvis han saaledes elsker og har Omsorg for Blomsterne, som han har beklædt med Skjønhed, hvor meget mere kærligt vil han ikke forsørge og lede sine Børn, der er skabte i hans Billede." Jeg gjentog sagte: "Jeg er et Guds Barn, og han har kjærlig Omsorg for mig. Jeg vil være ham lydig og ikke paa nogen Maade mishage ham; jeg vil prise hans hellige Navn og altid elske ham."