Herren har skænket sin Menighed store velsignelser, og det er ikke mere end ret, at han får sit igen med renter. Ligesom den er bleven betroet større og større sandhedens skatte, således er også dens forpligtelser bleven større. Men i stedet for at benytte disse gaver til en skriden fremad til større fuldkommenhed, er den falden fra den stilling, den havde opnået i sin tidligere erfaring. Denne forandring i det åndelige er kommen gradvis og næsten ubemærket. Idet den begyndte at hige efter verdens ros og venskab, blev troen svag, iveren aftog, og fromheden er vegen for en død formdristendom. Ethvert skridt mod verden var et skridt bort fra Gud. Efterhvert som Menigheden har opelsket forfængelighed og søgt verdslig ære, er Kristi Ånd vegen bort, og misundelse, tvedragt og splid har fået indpas.