Vor Frelser lærte sine Disicple at bede: "Forlad os vor skyld, som vi og forlader vore skyldnere." Her bedes om en velsignelse på visse betingelser. Vi fremstiller selv disse betingelser. Vi beder, at Gud må vise os både, i samme forhold som vi udviser nåde mod andre. Kristus erklærer, at dette er den regel, hvorefter Herren vil handle med os: "Thi forlader I menneskene deres overtrædelser, skal også jeres himmelske Fader forlade jer. Men forlader I ikke deres overtrædelser, skal hiller ikke jeres Fader forlade jers overtrædelser." Mærkelig betingelser! Men hvor ledt de forståes eller agtes. En af de mest almindelige synder, som også ledsages af meget skadelige følger, er den at opelske et uforsonligt sindelag. Hvor mange der er, som nærer had og hævnlyst mod andre, men som på samme tid bøjer sig ned for Gud og beder om, at han vil forlade dem deres skyld, som de forlader deres skyldnere. De har selvsagt ikke noget rigtig begreb om, hvad denne bøn betyder; thi ellers ville de ikke driste sig til at tage den på sine læber. Vi er afhængiet af Guds tilgivende nåde hver dag og hver time; hvorledes kan vi da nære bitterhed og had mod vore fejlende medmennesker? Dersom de Kristne blot ville erindre sig denne bøns betydning og efterleve den i sin daglige omgang med andre hvilken forandring der da ville ses både i Kirken og verden! Det ville blive det mest slående vidnesbyrd, som kunne aflægges om den Bibelske Religions virkelighed.