Dersom en Prædikants Hustru ledsager sin mand på hans rejser, burde hun ikke gøre det kun for sin egen fornøjelses skyld, for at gå på besøg og blive opvartet, men for at virke med ham. Hun bør sammen med ham interessere sig for at gøre godt. Hun bør være villig til at gå med sin mand, dersom pligterne i hjemmet ikke hindre hende, og hun bør hjælpe ham i hans bestræbelser for at frelse sjæle. I ydmyghed og sagtmodighed, men med ædel selvtillid bør hun øve en vejledende indflydelse over folket og gøre sin del samt bære sit Kors og sin byrde i forsamlingen og omkring familiealteret såvel som i den huslige samtale. Folk venter dett, og de har også ret til at vente det. Dersom deres forventning i disse stykker ikke opfyldes, bliver mandens indflydelse tildels spoleret. Prædikantens Hustru kan udrette meget, hvis hun vil. Dersom hun har et opofrende sindelag og ejer kærlighed til sjæle, kan hun i forbindelse med sin mand udrette næsten ligeså meget godt som han selv.