Jeg gjennemgik haarde Sjælslidelser. Undertiden turde jeg ikke lukke Øjnene hele Natten igjennem; jeg ventede, til min Tvillingsøster var falden i Søvn, hvorpaa jeg steg op af Sengen og knælede ned i stille Bøn til Herren. Min Sjæleangst var ubeskrivelig. Den evige Helvedesilds rædsler stod klart for mig. Jeg vidste, at det var umuligt for mig at leve længe i denne Tilstand, og jeg var bange for at dø og lide Synderens frygtelige Skjæbne. Hvor jeg dog misunde dem, som følte, at Herren havde antaget dem! Hvor kostelig den Kristnes Haab viste sig for min ængstede Sjæl!