Ofte forblev jeg bøjet i Bøn næsten hele Natten, sukkende og skjælvende af Angest og aldeles haabløs. Gud, vær mig naadig! Var min Bøn, og i Lighed med den stakkels Tolder turde jeg ikke opløfte mine Øjne til Himmelen, men bøjede mit Ansigt ned mod Gulvet. Jeg blev mager og afkræftet, men alligevel holdt jeg mine Lidelser og min Fortvivelse skjult hos mig selv.