Da jeg frygtede for at blive gjort nar af, tænkte jeg, at det var raadeligt at vente, til Mængden var gaaet bort, eller til jeg ubemærket kunde smutte ind. Men Skaren øges i stedet for at mindskes, og da jeg var bange for at komme for sent, gik jeg hastigt hjemmefra og trængte mig frem i mængden. Da det nu var mig meget om at gjøre at naa Templet, lagde jeg hverken Mærke til eller brød mig noget om Mængden omkring mig. Da jeg kom ind i Bygningen, saa jeg, at det store tempel hvilede paa en eneste uhyre store Støtte, og at et ilde tilredt og blodigt Lam var bundet fast til denne Støtte. Vi, som var til stede, syntes at vide, at dette Lam var blevet knust og saaret for vor Skyld. Alle, som kom ind i templet, maatte frem for det og bekjende sine Synder.