Selv efter jeg var kommen ind i Bygningen, betoges jeg af Frygt og Skam over, at jeg maatte ydmyge mig foran disse Folk. Men jeg blev ligesom nødt til at gaa fremad og trængte mig langsomt omkring Støtten for at kunne staa foran Lammet, og i det samme hørtes et Basunstød, Templet rystede, Sejrsraab løs fra de forsamlede hellige, et blændende Lysglimt oplyste Bygningen, og derpaa blev det bælgmørkt. Den lykkelige Skare forsvandt samtidig med Lyset, og der stod jeg alene i det skrækkelige Mørke. Jeg vaagnede i stor Ængstelse og kunde neppe faa mig selv til at tro, at det var en Drøm. Det forekom mig, at min Skjæbne nu var afgjort, at Herrens Aand havde forladt mig og aldrig mere vilde vende tilbage.