Jeg forsøgte at undgaa hans Blik, ad jeg ikke følte mig i stand til at udholde hans forskende Øje, men han nærmede sig med et Smil, og idet han lagde sin haand paa mit Hoved, sagde han: "Frygt ikke!" Hans velklingende Stemme fyldte mit hjerte med en Lyksalighed, som jeg aldrig før havde fornummet. Jeg kunde af Glæde ikke faa frem et eneste ord, men dybt rørt sank jeg sammen for hans Fødder. Medens jeg laa der aldeles hjælpeløs, viste der sig for mit Sind saa yndige og herlige Udsigter, at det forekom mig, at jeg havde naaet Himlens stille og sikre Havn. Endelig fik jeg min Kraft igjen og stod op. Jesu kjærlige Blik hvilede paa mig, og hans Smil fyldte min Sjæl med Glæde. Hans Nærværelse opvakte hos mig en hellig Ærbødighed og uudsigelig Kjærlighed.