Han fortalte mig da, at om jeg endog var ældre og lev saaledes besværet af Frygt og Fortvivelse, vilde han sige, at han vidste, at der var Haab for mig for Jesu Kjærligheds Skyld. Den Sjæleangst, jeg havde gjennemgaaet, var et afgjort Bevis paa, at Guds Aand virkede paa mig. Han sagde, naar Synderen bliver forhærdet i sin Synd, føler han ikke, hvor stor hans Overtrædelse er, men smigrer sig med, at han er omtrent, som han bør være, og at der ingen videre Fare er. Herrens Aand forlader ham, og han bliver skjødesløs og ligegyldig eller trodsig. Den gode Mand fortalte mig om Guds Kjærlighed mod sine vildfarende Børn, at han i Stedet for at glæde sig over deres Ødelæggelse, saa inderlige gjerne vilde drage dem til sig, saa at de kunde lære at tro og forlade sig paa ham. "Gaa frigjort, Ellen," sagde ham; "gaa hjem stolende paa Jesus, thi han elsker alle dem, der søger ham i Oprigtighed." Derefter bad han alvorlig for mig, og det forekom mig, at Herren visselig vilde lytte til denne fromme Mands Bøn, selv om min Bøn forblev ubesvaret.