Skjælvende knælede jeg ned, medens Bønnestunden varede. Efter at nogle faa havde bedt, opløfte jeg min Røst i Bøn næsten før jeg vidste af det. Guds Løfter viste sig for mig som kostelige Perler, man blot kunde faa ved at bede derom. Medens jeg bad, forsvandt den Sjælekvide og Angst, jeg saa længe havde lidt under, og Herrens Velsignelse hvilede over mig lig den milde Dug. Jeg prisede Gud af min Sjæls Inderste. Alt syntes at være udelukket fra mig undtaget Jesus og hans Herlighed, og jeg var mig helt ubevidst om, hvad der gik for sig omkring mig.