Vi følte os overbeviste om, at vi ikke mere burde overvære Klassemødet. Haabet om Kristi herlige Aabenbarelse fyldte vor Sjæl, og vi kunde ikke staa op og tale uden at nævne det. Og naar dette skete, syntes det at opvække Uvilje hos nogle af de tilstedeværende mod de to ringe Børn, der ligeoverfor al Modstand vovede at tale om den tro, der havde fyldt deres herte med Fred og Lyksalighed. Det stod nu klart for os, at vort Vidnesbyrd var til ingen Nytte blandt dem; mange af Brødrene og Søstrene som vi havde agtet og elsket, ringeagtede det.