Blandt Metodisterne havde jeg hørt megen Tale om helliggjørelse. Jeg havde set personer, som ved stærk Sindsbevægelse havde tabt sin legemlige Styrke, og dette ansaaes som et Bevis paa Helliggjørelse. Men jeg kunde ikke fatte for mig selv, hvad der virkelig var nødvendigt for at blive Gud aldeles hengiven. Min kristne Venner sagde til mig: "Tro paa Jesus just nu! Tro, at han antager dig nu!" Dette forsøgte jeg at gjøre, men jeg kunde umulig tro, at jeg havde erholdt en Velsignelse, som det forekom mig burde fare igjennem mig som en elektrisk Strøm. Jeg forundrede mig over, at mit Hjerte var saa haardt, at jeg ikke kunde føle den Aandens Opløftelse, som andre havde udvist. Det forekom mig, at de var anderledes, end jeg var, og at jeg var for evigt udelukket fra at nyde den fuldkomne Glæde ved Hjertets Hellighed.