Her ser vi, at Menighedn - Herrens Helligdom - var den første, som fik føle Guds vrede. De gamle mænd, de, hvem Herren havde skænket stor lys, og som havde stået som Folkets vogtere i åndelige sager, havde svigtet sit kald. De havde næret den anskuelse, at man ikke behøver at vente undergerninger og mærkelige Åbenbarelser af Guds Kraft som i fordums dage, da tiderne har forandret sig. De bliver stadfæstede i sin vantro, og siger: Herren gør hverken godt eller ondt. Han er altfor barmhjertig til at bringe straffedomme over sit folk. Således lyder råbet om fred og tryghed fra mænd, der aldrig mere vil opløfte sin røst som en basun og forkynde Guds Folk deres overtrædelser og Jakobs hus deres synder. Disse stumme hunde, som ikke ville gø, er netop dem, der bliver genstand for den fortørnede Guds Hævn. Mænd, Kvinder og små børn, alle omkommer tilsammen.