Jeg saa, at hvis de beholdt sin Ejendom og ikke spurge Herren tilraads, da kunde han ikke lade dem vide, hvad deres Pligt var; de vilde faa Lov til at beholde sin Ejendom, og i Tærngselstiden vild den blive for dem som en Byrde med Trykkende Vægt, og de vilde forsøge at sæge den, men kunde ikke. Jeg hørte nogle klage: "Sagen vansmægtede, Guds Folk hungrede efter Sandheden, og vi anstrengte os ikke for at afhjælpe Trangen; nu var vor Ejendom til ingen Nytte. O, at vi havde ladet den fare og samlet os Skatte i Himlen!" Jeg saa, at et Offer ikke forøges, men formindsket og bliver fortæret.. Jeg saa ogsaa, at Herren ikke havde fordret, at hans Folk skulde sælge sin Ejendom paa en og samme Tid; men hvis de ønskede at erholde Undervisning, saa vilde han give dem Oplysning i Nødens Time, hvornaar og hvor meget de skulde sætte. Det har været magtpaaliggende i Fortiden, at nogle skulde afhænde sin Ejendom for at understøtte Sagen, medens andre har faaet Lov at beholde sin, indtil den behøvedes. Da er det deres Pligt at sælge, efter som Sagen behøver den.