Men kunde vi naa den? Det var det vigtige Spørgsmaal, som trængte sig ind paa os. Skulde Rebet gaa itu, matte vi omkomme. Atter tilhviskede den ene eller den anden de Ord: "Hvad er Rebet bundet fast i?" Et Øjeblik nølede vi med at vove os ud. Men da raabte vi: "Vort eneste Haab ligger i at stole aldeles paa rebet. Vi har stolet derpaa paa den vanskelige Sti; det svigter os ikke nu." Men endnu var vi tvivlraadige og ængstelige. Da blev disse Ord udtalte: "Gud holder Rebet; vi behøver ikke at frygte." De, som var bag os, gjentog Ordene og føjede til: "Han svigter os ikke nu; han har ført os trygt hertil."