Da vi kom længere frem, blev Vejen endnu smalere. Vi maatte holde os tæt op til Væggen for at undgaa at falde ned i den dybe Afgrund. Men naar vi gjorde dette, trykkede Bagagen paa Hestene mod Væggen og trængte os henimod Afgrunden. Vi var bange for, at vi skulde falde ned og blive knuste paa Klipperne. Derfor skar vi bagaen af Hestene, og den væltede ned over Skraaningen. Vi fortsatte da Rejsen tilhest, men frygtede, da vi kom til endnu smalere Steder paa Stien, at vi skulde blive svimmel og falde. I saadanne Stunder syntes der at være en Haand, som greb Tøjlerne og førte os over det farlige Sted. Da Stien blev endnu smalere, besluttede vi, at det vilde være farligt for os længer at ride, og vi lod hestene tilbage og gik til fods enkeltvis, den ene efter den anden.