Idet den hellige paa Tronen langsomt vendte Bladene i Bogen og et Øjeblik saa hen paa de forskjellige Personer, syntes hans Blik at trænge ind i deres Inderste, og i samme Øjeblik mindedes, de ethvert Ord og enhver Handling i sit Liv ligesaa tydeligt, som om de stod for dem skrevne med Bogstaver af Ild. De begyndte at bæve og blev ganske blege. Da de først kom omkring Tronen, havde de et ligegyldigt Udseende. Men hvor forandret var ikke deres Udseende nu! Tryghedsfølelsen var forsvunden, og i stedet for spores der en ubeskrivelig Skræk. Enhver frygter for, at han skal findes at være blandt de, der er vejede og fundne for lette. Hvert Øje er fæstet paa hans Ansigt, som sidder paa Tronen; og idet hans forskende Blik skuer over den forsamlede Masse, bæver de; thi enhver føler sig skyldig, uden at der siges et eneste ord. I sin Sjæleangst bekjender enhver sin egen Synd og indser med frygtelig Klarhed, at han ved at synde har bortkastet den kostelige Gave, det evige Liv.