Der er ingen Tid nu for Guds Folk til at sætte Lid til eller samle sig Skatte i denne Verden. Tiden er ikke langt borte, da vi ligesom de tidlige Disciple vil blive nødt til at søge Tilflugt paa øde og ensomme Steder. Ligesom Jesrusalems Belejring af de romerske Hære var et Tegn til Flugt for for de Kristne i Judæa, saaledes vil den anmassende Myndighed, vor Nation paatager sig ved at indskjærpe den pavelige Sabbat, blive en Advarsel for os. Da vil det være Tiden at forlade de store Byer som en Beredelse til at forlade de mindre og opslaa Bopæl paa ensomme Steder blandt Bjergene. Og nu bør vi i Stedet for at trange efter prægtige Huse her heller berede os for at flytte til et bedre Land, et himmelsk. I Stedet for at anvende vore Midler til egne Ønskers Opnaaelse bør vi lægge Vind paa Sparsommelighed. Enhver Talent, Gud har givet os, bør anvendes til hans Ære, idet vi forkynder Advarslen for Varden. Gud har et Værk for sine Medarbejdere at udføre i Byerne. Vore Missioner maa støttes; nue Missioner maa oprettes. Til at drive dette Værk med Hels fordres der ikke lidet Udlæg. Forsamligshuse behøves Folk kan indbyrdes til at komme og høre Sandheden for denne Tid. Netop i denne Hensigt har Gud betroet sine Husholdere en Kapitel. Sæt ikke eders Penge i verdslige Forretninger, saa at dette Værk bliver hindret. Brug Pengene saa, at de kan blive til Nytte i Guds Sag. Send eders Skatte foran eder til Himlen.