Det er en skrækkelige Syndeskyld, menigheden er ansvarlig for. Hvorfor gjør ikke de, der har Lyset, alvorlige Bestræbelser for at bringe det til andre? De ser, at Enden er nær. De ser daglig store Skarer overtræde Guds Lov, og de ved, at disse ikke kan blive frelst i sin Overtrædelse. Og dog udviser de større Omhu for sine Forretninger, sine Farme, sine Huse, sine Handelsvarer, sine Klæder, sit Bord end for Menneskesjæle, som de ved, de maa møde Ansigt til Ansigt i Dommen. De, der bekjender sig til at adlyde Sandheden, er falden i Søvn. De kunde ikke holde sig i ro, som de gjør, om de var vaagne. Kjærligheden til Sandheden er ved at dø ud i deres Hjerte. Deres Eksempel er ikke af den Slags, at det kan overbevise Verden om, at de har større Lys og Sandhed end noget andet Folk paa Jorden. Netop paa den Tid, da de burde være stærke i Herren og daglig have en levende Erfaring, der de svage, nølende og stoler paa, at Prædikanterne skal hjælpe dem, naar der dog er andre, de burde arbejde for med Hjerte og Sjæl, Mund og Pen, Tid og Penge.