Omendskjønt Satan glædede sig over de helliges Lidelser, var han dog ikke tilfreds. Han ønskede fuldt Herredømme over Sind og Hjerte såvel som over Legemet. De Lidelser, de måtte udholde, drog dem blot nærmere Herren, drev dem til at elske hverandre og mere end nogensinde at frygte for at gjøre ham imod. Satan ønskede at få dem til at pådrage sig Guds Mishag; da vilde de tabe i Kraft, Frimodighed og Fasthed. Endskjønt Tusinder blev dræbte, fremstod der dog andre, som indtog deres Pladser. Satan indså, at han mistede sine Undersåtter; thi om end de led Forfølgelse og Død, var de dog forbundne med Jesus Kristus og vilde blive Undersåtter i hans Rige. Han lagde derfor Planer til med større Held at kjæmpe mod Guds Styrelse og omstyrte Menigheden. Han fik de hedenske Afgudsdyrkere til delvis at antage den kristne Tro. De bekjendte sig til at tro på Kristi Korsfæstelse og Opstandelse og forenede sig med Jesu Efterfølgere uden Hjertets Forandring. O hvilken frygtelig Fare Menigheden stod i! Det var en Angstens Tid. Nogle mente, at om de forenede sig med disse Afgudsdyrkere, som delvis havde antaget Kristentroen, så vilde de blive et Middel til virkelig Omvendelse for dem. Satan søgte at fordærve Bibelens Lære.