Jeg saa, at Luther var ivrig og nidkjær, uforhærdet og modig til at irettesætte for Synd og forsvare Sandheden. Han brød sig hverken om onde Mennesker eller Djævle; han vidste, at han havde en hos sig, som var mægtigere end dem alle.. Luther besat Nidkjærhed, Mod og Dristighed og var undertiden tilbøjelig til at gaa til Yderligheder. Men HErren oprejste Melanchton, som besat netop den modsatte Karakter, til at hjælpe Luter i Reformationens Gjerning: Melanchton var tilbageholden, frygtagtig, varsom og ejede stor Taalmodighed. Han var meget elskelig for Gud. Han var velbevandret i Skriften og havde en ypperlig Dømmekraft og god Forstand. Hans Kjærlighed til Guds Sag var ligesaa stor som Luthers. HErren knyttede disse mænds Hjerter sammen, og de blev uadskillelige Venner. Luther var Melanchton til stor Hjælp, da denne stod i Fare for at være frygtsom eller sen, og Melanchton var ligeledes til en stor Hjælp for Luther, da der var Fare for, at denne skulde handle uvarsomt. Hans Fremsyn og Forsigtighed afværgede ofte Ulykker, som vilde have skadet Sagen, hvis Luther havde været alene om at udføre Gjerningen; og undertiden vilde ikke Værket være bleven drevet fremad, som det burde, hvis Melanchton havde været alene. Jeg fik se Guds Visdom deri, at han udvalgte disse to Mænd til at gjennemføre Reformationsværket.