Da rejste han sig - hans Ansigt var endnu bligt, men oplyst af Retfærdighedens Sol - og aflagde et indtryksfuldt Vidnesbyrd. Han syntes at have en Salvelse fra det høje. Han var ellers sangsom og alvorlig i sin Tale; men ved denne Lejlighed talte han med en underlig Kraft, idet han påmindede Syndere samt sine Medarbejdere Prædikanterne om at aflægge al Vantro, Fordom og kold Formalitet og lig de ædle Berøenser ransage Skrifterne, sammenligende det ene Sted med det andet for at se, om disse Ting forholdt sig således. Han bad de tilstedeværende Prædikanter om ikke at føle sig fornærmede over den tydelige og indtrængende Nåde, hvorpå Ældste Stodman havde fremholdt det alvorsfulde Emne, der inttersserede dem alle.