Med dyb og stille alvor nærmede vi os nu den tid, da vi atter forventede, at vor Frelser skulde komme. Hver morgen følte vi, at det var vor første pligt at forvise os om, at vort levnet var i overenstemmelse med Guds vilje. Vor interesse for hverandre tiltog; vi bad meget for og med hverandre. Vi samledes i Lundene for at tilbede Gud, og vi følte os, som om ve var ham hærmere, når vi var omgivet af hans gerninger i naturen. Glæden i Gud var af større værd for os end mad og drikke. Dersom skyerne fordunklede vort sind, da vovede vil ikke at hvile eller sove, før de var bortdrevne, og vi atter føltes os overbeviste om, at vi nød Guds velbehag.