Kundgjørelsen om den bestemte Tid mødte megen Modstand hos alle Klasser, fra Prædikanten paa Prædikestolen og ned til den mest ryggesløse Synder. "Den Dag eller Time ved ingen" indvendte dem hykkelske Prædikant og den frække Spotter. Ingen af disse vilde lade sig undervise eller rette af dem, der viste hen til det Aar, da de troede, de profetiske Tidsperioder vilde være udløbne, og til de Tegn, som viste, at Kristi Tilkommelse var nær. Mange af Hjordens Hyrder, som bekjendte sig til at elske Jesus, sagde, at de intet havde imod, at man prædikede om Kristi andet komme, men at de havde imod, at man prædikede om den bestemte Tid. Men Gud vidste, hvad der boede i deres Hjerte. De elskede ikke Tanken om, at Jesu Komme var nær. De vidste, at de ved sit ukristelige Levnet ikke vilde bestaa Prøven; thi de vandrede ikke paa den Ydmygelsens Sti, som han havde udlagt for dem. Disse falske Hyrder stod i Vejen for Guds Værk. Sandheden, fremholdt med overbevisende Kraft, bevægede Folket, og som Fangevogteren begyndte de at spørge: "Hvad skal jeg gjøre for at blive frelst?" Men disse Hyrder stillede sig mellem Folket og Sandheden og talte smigrende Ord for at lede Folk bort fra Sandheden. De forenede sig med Satan og hans Engle ved at raabe: "Fred! Fred!" hvor der ikke var Fred. De, der elskede sin Magelighed og følte sig tilfredse i sin Stilling, vilde ikke lade sig vække af sin Kjødelige Sikkerheds Søvn. Jeg saa, at Guds Engle nedtegnede det alt sammen; disse utro Hyrders Klæder var plettede med Sjæles Blod.