Vore øjne vendte sig nu imod Øst; the en liden sort Sky, omtrent så stor som en mand hånd, var kommen til syne, som vi alle vidste var menneskens Søns Tegn. Vi stirrede alle tavse og højtidelige på skyen, efterhvert som den kom nærmere og blev lysere og herligere, indtil den blev til en stor hvid sky. Den nederste kant så ud som ild, og en regnbye stod over den; omkring den var til tusinde Engle, der sang en yndig sang, og på skyen sad menneskens Søn. Hans hår var hvidt og krøllet og hang ned over skuldrene, og der var mange Kroner på hans hoved. Hans fødder så ud som ild; i sin højre hånd havde han en skarp segl og i sin venstre en Sølv Basin. Hans øjne var som ildsluer, der trængte egennem hans børns inderste.