I min virksomhed blev jeg nødt til at modvirke nogle, som ved deres sværmeri vanærede Guds sag. Disse sværmere syntes at mene, at religionen bestod i stort røre og megen støj. De talede på en måde, som opirrede de vandtro, der kom til at havde dem og deres lære. Og da glædede de sig over, at de led forfølgelse. De vandtro kunde ikke se nogen rimelighed i denne fremgangsmåde. På disse steder blev brødrene hindrede i at samles til Gudstjeneste. De uskyldige led med de skyldige. Jeg gik med tungt hjerte det meste af tidem. Det syntes grueligt, at Kristi sag skulle lide skade på grund af disse ubetanksomme mænds fremgangsmåde. Ikke alene skadede de deres egen sjæl, men påførte Guds sag en skamplet, der ikke var så let at fjerne. Satan ville have det så; han var vel tilfreds med, at vanhellige mænd blandede sandhed og vildfarelse sammen. Han så med skadefryd på forstyrrelsen og skilsmissen blandt Guds børn.