Jeg var utilfreds med at gå ud i verden, og jeg gruede for dens hån og modstand. Jeg havde kun lidt selvtillid. Når Guds ånd havde mindet mig om min pligt, havde jeg hiktil hævet mig over mine følelser og forglemt al min frygt og underselighed ved tanken om Jesu kærlighed og det underfulde værk, han havde udrettet for mig. Den stadige forvisning om, at jeg gjorde min pligt og adlød Guds vilje, gav mig en frimodighed, der ofte forundrede mig. Ved sådanne anledninger følte jeg mig villig til at lide alt for at kunne hjælpe andre til lyset og freden i Kristus.