I 1842 overværede jeg til stadighed adventmøderne i Portland, Maine, og troede fuldt og fast, at Herren snart ville komme. Jeg hungrede og tørstede efter at være i fuldstændig overensstemmelse med Guds vilje. Dag og nat kæmpede jeg for at opnå denne uvurderlige skat, som ikke kunne købes for alverdens rigdom. Medens jeg lå bøjet for Gud i bøn om denne velsignelse, blev det fremstillet for mig som min pligt at bede i et bønnemøde. Jeg havde aldrig bedt højt i et møde og unddrog mig pligten af frygt for, at jeg kunne blive forvirret, om jeg gjorde et forsøg. Hver gang jeg i lønkammeret nærmede mig Herren i bøn, trådte denne forsømte pligt frem for mig, indtil jeg efterhånden ophørte med at bede og henfaldt i en melankolsk tilstand og til sidst kom i dyb fortvivlelse.