Snart vendtes vore øjne mod øst, idet en lille sort sky, omtrent halvt så stor som en mands hånd, var kommet til syne, og vi vidste alle, at det var Menneskesønnens tegn. (Matt 24,30) I højtidelig tavshed stirrede vi alle på skyen, som nærmede sig og stadig blev herligere og herligere, indtil den var en stor, hvid sky. (Åb 14,14) Nedentil så den ud som ild; over skyen var der en regnbue, medens der omkring den var ti tusind engle, der sang den yndigste sang, og oven på den sad Menneskesønnen. (Lukas 21,27) Hans hår var hvidt og krøllet og hvilede på hans skuldre, (Åb 1,14) og på hans hoved var der mange kroner. (Åb 19,12) Hans fødder så ud som ild; (Åb 1,15) i hans højre hånd var der en skarp segl (Åb 14,14) og i hans venstre en sølvbasun. (1Thess 4,16) Hans øjne var som ildsluer (Åb 1,14) og gennemskuede hans børn. Alle ansigter blev blege, og de, som Gud havde forkastet, skiftede farve. Da råbte vi alle: "Hvem vil kunne bestå? (Åb 6,1) Er min kjortel pletfri?" Englenes sang ophørte, og i nogen tid herskede der en forfærdende stilhed, (Åb 8,1) indtil Jesus sagde: "De der har rene Hænder og rene hjerter, vil kunne bestå; min nåde er jer nok." Dette fik vore ansigter til at lyse op, og glæde fyldte hvert hjerte. Englene slog en tone højere an og sang igen, medens skyen kom jorden endnu nærmere.