Min Fører åbnede nu døren, og vi gik begge ud. Han bad mig samle sammen alle de ting, jeg havde efterladt udenfor. Da dette var gjort, gav han mig en grøn snor, som var fast sammenrullet. Denne bad han mig anbringe nærmest mit hjerte, og når jeg ønskede at se Jesus, skulle jeg tage den frem fra min barm og strække den ud til det yderste. Han rådede mig til ikke at lade den ligge sammenrullet ret længe ad gangen, for at den ikke skulle slå knuder og blive vanskelig at strække ud. Jeg anbragte snoren nær mit hjerte og gik med glæde ned af den snævre trappe, idet jeg priste Herren og med glæde fortalte alle dem, jeg mødte, hvor de kunne finde Jesus. Denne drøm gav mig håb. Efter min opfattelse var den grønne snor et symbol på tro, og det skønne og enkle ved tilliden til Gud begyndte at gry over min formørkede sjæl.