De mænd, som ikke er kaldet af Gud, er i almindelighed netop dem, der er mest overbevist om, at de er dertil kaldet, og at deres gerning er meget vigtig. De går ud i missionen og øver som oftest ingen god indflydelse; dog kan de på nogle pladser have lidt fremgang, og dette leder dem og andre til at tænke, at de sikkert er kaldet af Gud. At de har nogen fremgang, er ikke et afgørende bevis på, at Gud har kaldet dem; for Guds engle påvirker nu hans oprigtige børns hjerter for at oplyse deres forstand angående den nærværende sandhed, for at de kan gribe den og leve. Og om end selvbestaltede mænd stiller sig, hvor Gud ikke stiller dem, og giver sig ud for at være lærere, og sjæle antager sandheden ved at høre dem tale, er dette intet bevis på, at de er kaldet af Gud. De sjæle, der modtager sandheden af dem, antager den for at blive ført ind i prøvelse og trældom, når de senere opdager, at disse samme mænd ikke stod i Guds fortrolige råd. Selv om ugudelige mennesker fremholder sandheden, kan en og anden antage den, men det skaffer ikke dem, der fremholdt den, større velbehag hos Gud. De onde er stadigvæk onde, og deres straf vil svare til det bedrag, de øvede over for dem, som Gud elskede, og efter den forvirring, de indførte i menigheden; deres synder vil ikke vedblive at være skjult, men vil blive åbenbaret på Guds brændende vredes dag.