Når Guds sendebud forlader deres hjem for at virke for sjæles frelse, anvender de en stor del af deres tid i arbejde for dem, der har været i sandheden i årevis, men som endnu er svage, fordi de uden nødvendighed slapper tøjlerne, ophører med at våge over sig selv, og, som det undertiden forekommer mig, frister fjenden til at friste dem. De kommer i en eller anden ubetydelig vanskelighed og prøvelse, og Herrens tjeneres tid bliver brugt til at besøge dem; de holdes der i timevis, ja endog i dagevis, og det bedrøver og sårer deres sjæl at høre på de små vanskeligheder og prøvelser, idet enhver forstørrer sine egne besværligheder for at få dem til at se så alvorlige ud som muligt af frygt for, at Guds tjenere skal anse dem for at være for ubetydelige til at fortjene opmærksomhed. I stedet for at overlade det til Herrens tjenere at hjælpe dem ud af disse prøvelser, burde de kaste sig i støvet for Gud og bede, indtil prøvelserne er fjernet.