Nogle synes at mene, at Guds eneste hensigt med at sende budbærere ud i missionsmarken er, at de skal gå efter deres ordre og bære dem på hænderne, og at den vigtigste del af deres gerning består i at ordne de små prøvelser og besværligheder, som de selv har påført sig ved at handle uforstandigt og ved at give efter for fjenden og lægge en stædig, kritisk ånd for dagen over for deres omgivelser. Men hvor er de hungrige får i denne tid? De hungrer efter livets brød. De, som kender sandheden og har været grundfæstet deri, men ikke adlyder den, hvis de gjorde det, ville de have undgået mange af disse prøvelser, lægger beslag på budbærerne, og netop den hensigt, Gud havde med at kalde dem ud i arbejdsmarken, opnås ikke. Sådanne forhold i menigheden bedrøver Guds tjenere og berøver dem modet, medens alle derimod burde bestræbe sig for ikke at føje en fjer til vægten af deres byrde, men søge at hjælpe dem med opmuntrende ord og ved troens bøn. Hvor langt mere fri ville de ikke være, dersom alle, der bekender sig til sandheden, ville have øjnene med sig og søge at hjælpe andre i stedet for selv at kræve så megen hjælp! Når Guds tjenere, som forholdene nu er, kommer til mørke steder, hvor sandheden endnu ikke har været forkyndt, føler de sig såret i ånden på grund af deres brødres unødige prøvelser. Hertil kommer, at de må møde vantro og fordom hos modstandere og blive ringeagtede af nogle.