I trængselstiden flygtede vi alle fra stæderne og landsbyerne, (Ezek 7,15-16. Lukas 17,30. og 36) men blev forfulgt af de ugudelige, som gik ind i Guds Børns huse med et sværd. De løftede sværdet for at dræbe os, men det gik i stykker og faldt kraftesløst som et strå. Vi råbte da alle både dag og nat om befrielse, og råbet steg op til Gud. (Lukas 18,7-8) Solen gik op, og månen stod stille. (Hab 3,11) Strømmene ophørte at flyde; mørke, tunge skyer steg op og stødte mod hverandre. Men der var een klar plet af uomskiftelig herlighed, hvorfra Guds røst lød som mange vandes lyd og rystede himlene og jorden. (Joel 3,16. Heb 12,25. og 27) himlen åbnede og lukkede sig og var i bevægelse. (Åb 6,14. Matt 24,29) Bjergene rystede som et siv i vinden og kastede sønderrevne klippestykker omkring overalt. Havet kogte som en gryde og kastede sten op på land. (Hab 3,8. og 10. Esajas 2,19. 21)