Da Gud forkyndte dagen og timen for Jesu komme (Ezek 12,25. Mark 13,32) og forkyndte den evige pagt til sit folk, (Ezek 20,37. Heb 12,22. og 25) udtalte han een sætning og holdt derpå op, medens ordene rullede hen over jorden. (Jer 25,30-31) Guds Israel stod med øjnene vendt opad og hørte på ordene, der udgik fra Jehovas mund og rullede hen over jorden som de stærkeste tordenskrald. Det var overmåde højtideligt. Og ved slutningen af hver sætning råbte de hellige: "Ære, halleluja!" Deres ansigter oplystes af Guds herlighed, og herligheden skinnede fra dem, ligesom den skinnede fra Moses' ansigt, da han kom ned fra Sinaj. De ugudelige kunne ikke se på dem på grund af herligheden. Da den evige velsignelse blev udtalt over dem der havde æret Gud ved at helligholde hans Sabbat, lød der et mægtigt råb om sejr over dyret og dets billede. Derpå begyndte jubelåret, da landet skulle hvile.