Kristi liv var fyldt med ord og handlinger, som var udtryk for velvilje, medlidenhed og kærlighed. Han var altid påpasselig med at høre på andre og med at lindre deres smerter. Skarer af mennesker bar i deres egne legemer beviset på hans guddommelige magt. Men efter at gerningen var blevet udført for dem, var der alligevel mange, der skammede sig ved den ringe og dog mægtige lærer. Fordi rådsherrerne ikke troede på Jesus, ville folket heller ikke tage imod ham. Jesus var en sorgens mand, fuld af pine og kendt med sygdom. De kunne ikke udstå at lade sig lede af hans ædru, selvfornægtende Liv. De ønskede at nyde den ære, som verden giver. Dog var der mange, som fulgte Guds søn, hørte på hans undervisning og frydede sig ved de liflige ord, der lød fra hans læber. Hans ord var fulde af betydning, men dog så klare, at de svageste kunne forstå dem.