Satan og hans engle forblindede jødernes øjne og formørkede deres forstand og opflammede rådsherrerne og folkets ledende mænd til at tage frelserens liv. Andre blev udsendt for at føre Jesus til dem; men når de kom i nærheden af, hvor han var, blev de højlig forbavset. De så, at synet af menneskelig lidelse fyldte ham med sympati og medfølelse. De hørte, hvorledes han i kærlighed og ømhed talte opmuntrende til de skrøbelige og plagede. De hørte ham også med myndig røst true Satan og byde hans fanger gå ud i frihed. De lyttede til de visdomsord, der faldt fra hans læber, og blev betaget deraf; de kunne ikke lægge hånd på ham. De vendte tilbage til præsterne og de ældste uden at have Jesus med. Da de blev spurgt: "Hvorfor har I ikke ført ham herhen?" berettede de om hans undergerninger, som de havde været vidne til, og om de hellige ord, som de havde hørt ham tale i visdom, kærlighed og kundskab, og sluttede med at sige: "Aldrig har noget menneske talt således som dette menneske." Ypperstepræsterne anklagede dem og sagde, at også de var forført, og nogle af de ledende skammede sig over, at man ikke havde grebet ham. Præsterne spurgte hånligt, om nogen af rådsherrerne vel havde troet på ham. Jeg så, at mange af høvedsmændene og de ældste troede på Jesus, men Satan afholdt dem fra at indrømme det; de frygtede folkets hån mere, end de frygtede Gud.