Ved begyndelsen af den hellige sabbat den 5. januar 1849 holdt vi bøn sammen med br. Beldens familie i Rocky Hill i staten Connecticut, og Helligånden faldt på os. I et syn blev jeg ført ind i det allerhelligste, hvor jeg så Jesus stadigvæk gøre forbøn for Israel. Forneden på hans klædebon var der en bjælde og et granatæble. Jeg så da at Jesus ikke ville forlade det allerhelligste, før hvert eneste menneskes sag var afgjort enten til frelse eller til undergang, og at Guds vrede ikke kunne komme, før Jesus havde fuldbyrdet sin gerning i det allerhelligste, havde aflagt sin præstelige dragt og iført sig hævnens klædebon. Da vil Jesus forlade sin plads imellem Faderen og menneskene, og Gud vil ikke længere tie, men udgyde sin vrede over dem, der har forkastet hans sandhed. Jeg så, at nationernes vrede, Guds vrede og tiden til at dømme de døde var forskellige og adskilte begivenheder, der fulgte efter hverandre, ligeledes at Mikael ikke var stået frem, og at den store trængselstid, som hidtil ikke har haft sin lige, endnu ikke var begyndt. Nationerne er nu i færd med at vredes; men når vor Ypperstepræst har fuldført sin gerning i helligdommen, vil han stå frem og iføre sig hævnens kjortel, og da vil de syv sidste plager blive udgydt.