Judas blev grebet af bitter samvittighedsbebrejdelse og skamfuldhed over sin troløse handling ved at forråde Jesus, og da han blev vidne til den behandling, Frelseren måtte lide, blev han overvældet. Han havde elsket Jesus, men han havde elsket penge endnu mere. Han havde ikke tænkt, at Jesus ville lade sig gribe af den skare, hvis anfører han (Judas) var. Han havde ventet, at Frelseren ville gøre et under og befri sig for dem. Men da han så den rasende mængde i retssalen tørstende efter blod, fik han en dyb følelse af sin brøde; og medens mange var i færd med at rette heftige anklager mod Jesus, styrtede Judas frem gennem mængden og bekendte, at han havde syndet ved at forråde uskyldigt blod. Han tilbød præsterne de penge, de havde betalt ham, og tryglede dem om at løslade Jesus, idet han erklærede, at han var ganske uskyldig.