Ærgrelse og forvirring bragte i nogle øjeblikke præsterne til tavshed. De ønskede ikke, at folket skulle vide, at de havde lejet en af Jesu disciple til at forråde ham i deres hænder. De ønskede at skjule, at de havde efterstræbt Jesus som en røver og grebet ham i smug. Men Judas' bekendelse tilligemed hans fortvivlede, skyldbetyngede udseende afslørede præsterne for mængden og viste, at det var had, som havde ledet dem til at gribe Jesus. Da Judas med høj røst erklærede, at Jesus var uskyldig, svarede præsterne: "Hvad kommer det os ved? Se du dertil." De havde Jesus i deres magt og var bestemt på at sikre sig ham. Overvældet af fortvivlelse kastede Judas de penge, som han nu foragtede, for deres fødder, som havde lejet ham, og i sjælekval og rædsel gik han hen og hængte sig.