På sabbaten hvilede disciplene og sørgede over deres Herres død, medens Jesus, herlighedens konge, lå i graven. Da natten nærmede sig, blev der sat stridsmænd til at bevogte frelserens hvilested, medens engle usynligt svævede over den hellige plet. Natten sneg sig langsomt frem, og medens det endnu var mørkt, vidste de vågende engle, at tiden til at udfri Guds kære søn, deres elskede hersker, næsten var oprunden. Medens de i dyb bevægelse ventede på hans sejrstime, kom der en mægtig engel hastigt flyvende fra himlen. Hans ansigt var som lynet og hans klæder hvide som sne. Lyset omkring ham spredte mørket på hans vej og bragte de onde engle, der triumferende havde gjort krav på Jesu legene, til at flygte i rædsel for hans glans og herlighed. En af englenes hærskarer, der havde været vidne til Jesu ydmygelse og bevogtet hans hvilested" sluttede sig til engelen, som kom fra himlen, og i forening steg de ned til graven. Jorden bævede og rystede, da de nærmede sig, og der skete et stort jordskælv.