Da Jesus døde, tænkte præsterne, at der ikke ville blive udført flere undergerninger iblandt dem; de tænkte, at bevægelsen snart ville dø hen og folket på ny vende sig til menneskelige overleveringer. Men nej lige midt iblandt dem gjorde disciplene undergerninger, og folket fyldtes med forundring. Jesus var blevet korsfæstet, og de undrede sig over, hvor hans disciple havde fået denne magt fra. Medens han levede, tænkte de, at han meddelte dem kraft, men efter hans død havde de ventet, at undergerningerne ville ophøre. Peter forstod deres forlegenhed og sagde til dem: "I israelitiske mænd! Hvorfor undrer I jer over dette? eller hvorfor stirrer i på os, som om vi af egen magt eller gudfrygtighed havde gjort, at han kan gå? Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore fædres Gud, har herliggjort sin tjener Jesus, hvem I prisgav og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulle løslades. Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bad om, at en morder måtte skænkes jer. Men livets fyrste slog I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde, hvorom vi er vidner. Og i troen på hans navn har hans navn styrket denne, hvem I ser og kender."