Skønt Satan glædede sig over de helliges lidelser, var han dog ikke tilfreds. Han ønskede at herske over sindet såvel som over legemet. De lidelser, som de udholdt, drev dem kun nærmere til Herren, bragte dem til at elske hverandre og ledte dem til mere end nogensinde at frygte for at fortørne ham. Satan ønskede at lede dem til at mishage Gud; thi derved ville de miste deres kraft, sjælsstyrke og standhaftighed. Skønt tusinder blev dræbt, opstod der andre i deres sted. Satan så, at han mistede sine undersåtter; for selv om de led forfølgelse og død, var de dog sikret for Jesus Kristus som undersåtter i hans rige. Satan lagde derfor sine planer for at føre en mere virkningsfuld kamp mod Guds herredømme og for at omstyrte menigheden. Han ledte de hedenske afgudsdyrkere til at antage en del af den kristne tro. De bekendte sig til at tro på Kristi korsfæstelse og opstandelse og ville forene sig med Jesu efterfølgere uden en hjerteforandring. O hvilken frygtelig fare for menigheden! Det var en tid med åndelige kvaler. Nogle mente, at dersom de steg ned og forenede sig med disse afgudsdyrkere, der havde antaget en del af den kristne tro, ville det blive et middel til deres fulde omvendelse. Satan søgte at fordærve bibelens lære.