O hvor dyrebart for Luther var ikke dette nye og herlige lys, der havde dæmret over hans formørkede forstand og fordrevet hans overtro! Han værdsatte det højere end den rigeste jordiske skat. Guds ord blev nyt. Alt var forandret. Den bog, han havde frygtet, fordi han ingen skønhed kunne se deri, blev nu liv, evigt liv, for ham. Den var hans glæde, hans trøst, hans velsignede lærer. Intet kunne formå ham til at afstå fra at granske den. Han havde frygtet for døden, men ved læsningen af Guds ord forsvandt al hans rædsel, og han beundrede Guds karakter og elskede ham. Han granskede bibelen for sig selv og frydede sig over de rige skatte, som den indeholdt. Derpå granskede han den for menigheden. Synden hos dem, han havde stolet på til frelse, vakte hans afsky, og når han så mange andre indhyllet i det samme mørke, som havde omgivet ham, søgte han ivrigt efter en anledning til at vise dem hen til det Guds Lam, som alene bærer verdens synd.