Jeg så en meget stor skare, der bekendte Kristi navn, men Gud anerkendte dem ikke som sine. Han fandt ikke behag i dem. Satan syntes at påtage sig et religiøst præg og var meget villig til, at folk skulle tro, de var Kristne. Det var ham endog magtpåliggende, at de skulle tro på Jesus, hans korsfæstelse og hans opstandelse. Satan og hans engle tror selv helt og fuldt på alt dette, og skælver. Men dersom denne tro ikke ansporer til gode gerninger og leder dem, der bekender sig til den, til at efterligne Kristi selvfornægtende liv, føler Satan sig ikke besværet, for de benytter sig kun af kristennavnet, medens deres hjerner stadigvæk er kødelige, og han kan gøre brug af dem i sin tjeneste med endnu større fordel, end hvis de ingen bekendelse førte. De skjuler deres fordærvelse under kristennavnet og beholder deres vanhellige natur, og deres onde lidenskaber undertrykkes ikke. Dette giver den vantro anledning til at forhåne Kristus for deres ufuldkommenheders skyld og bringer dem i vanry, som har en ren og ubesmittet gudsdyrkelse.