De, som troede på dette budskab, led undertrykkelse i kirkesamfundene. Frygt afholdt i nogen tid dem, der ikke ville antage budskabet, fra at lade deres virkelige sindelag komme til udtryk i handling; men da tiden gik forbi, kom deres sande følelser for dagen. De ønskede at bringe det vidnesbyrd til at forstumme, som de ventende følte sig drevet til at bære om, at de profetiske tidsperioder strakte sig til 1844. De troende gav en tydelig forklaring angående deres fejltagelse og fremlagde grundene for, at de ventede Herren i 1844. Deres modstandere kunne ikke fremholde noget argument imod de stærke grunde, som de påviste. Men kirkesamfundenes vrede optændtes; de var bestemte på ikke at ville høre beviserne og på at udelukke vidnesbyrdet af deres samfund, således at andre ikke kunne få det at høre. De, der ikke vovede at tilbageholde det lys, Gud havde givet dem, udelukkedes af menighederne; men Jesus var med dem, og de frydede sig i hans ansigts lys. De var beredt til at modtage den anden engels budskab.