En alvorlig og oprigtig bønnens ånd gjorde sig gældende overalt hos de troende. Der hvilede en hellig alvor over dem. Med den dybeste interesse gav engle agt på budskabets virkning, opløftede dem, der tog imod det, og drog dem bort fra det jordiske, for at de kunne tilegne sig store forråd fra frelsens kilde. Gud anerkendte dem som sit folk. Jesus så på dem med velbehag, for hans billede gav genskin hos dem. De havde bragt et fuldkomment offer, hengivet sig helt til ham og ventede at blive forvandlet og iført udødelighed. Men det skulle falde i deres lod atter at lide en sørgelig skuffelse. Den tid, de havde set fremad til i forventning om befrielse, gik hen; de befandt sig stadigvæk på jorden, og forbandelsens virkninger syntes aldrig at have været mere synlige. De havde sat deres hu til himlen, og i liflig forventning havde de smagt en udødelig befrielse; men deres forhåbninger blev ikke til virkelighed.