Den frygt, der havde hvilet over mange blandt befolkningen, forsvandt ikke straks; de jublede ikke øjeblikkelig over de skuffede. Men da ingen synlige tegn på Guds vrede viste sig, forvandt de den frygt, de havde næret, og begyndte med deres latterliggørelse og hån. Guds folk blev atter prøvet og forsøgt. Verden lo, spottede og smædede dem, og de, som uden nogen tvivl havde troet, at Jesus allerede skulle være kommet for at opvække de døde, forvandle de levende hellige og modtage riget for at besidde det evindelig, følte ligesom disciplene ved Kristi grav: "De har borttaget Herren af graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham."